>@EIB/EIB
  • Nyt samhørighedsmål: EIB vil sigte mod at øge andelen af EU-finansiering til samhørighedsregioner fra 30 % til 45 % inden 2025.
  • Større fokus på mindre udviklede regioner: i 2025 vil 23 % af EIB's samlede finansiering i Den Europæiske Union gå til mindre udviklede regioner.
  • Mere støtte til innovation og den private sektor i samhørighedsregioner.

Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) bestyrelse vedtog onsdag samhørighedsretningslinjerne, der fastsætter de nye rammer for EIB's samhørighedstiltag i perioden 2021-2027. Bestyrelsen, der består af repræsentanter for alle EU's medlemsstater, stillede mere finansiering til rådighed til projekter i den offentlige og den private sektor i samhørighedsregioner, dvs. regioner med et bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger, der ligger under EU-gennemsnittet. Beslutningen skaber også grundlag for at øge klima- og miljølångivning i fattige regioner, fremme innovation i samhørighedsregioner og sikre, at EIB's finansiering supplerer EU's fonde under samhørighedspolitikken i det nye syvårige EU-budget. Sigtet med EIB's samhørighedsfinansiering, rådgivning og bistand til forvaltning af midler er at reducere regionale uligheder ved at støtte projekter i Den Europæiske Unions fattigste regioner.

Retningslinjerne fokuserer på fem nye forpligtelser:

1)     EIB vil sigte mod at øge sin finansiering til samhørighedsregioner til 45 % af sin årlige långivning i EU inden 2025.

2)     EIB vil afsætte 23 % af sin årlige långivning i EU til mindre udviklede regioner (regioner med et BNP pr. indbygger under 75 % af EU-gennemsnittet) inden 2025.

3)     EIB vil finansiere mid cap-virksomheder (virksomheder med mellem 250 og 3 000 ansatte) i mindre udviklede regioner, så de kan gå i gang med at anvende afprøvede teknologier, når disse projekter viser tydelige økonomiske eller miljømæssige fordele på lokalt plan.

4)     I samhørighedsregionerne vil EIB lette adgangen til finansiering for mid cap-virksomheder ved brug af direkte långivning.

5)     EIB-Gruppen vil foretage en midtvejsevaluering af samhørighedsretningslinjerne i 2023.

Næstformand i EIB Lilyana Pavlova, der har ansvaret for samhørighedspolitik og samhørighedsfinansiering, havde følgende kommentar: "En af Den Europæiske Investeringsbanks grundlæggende opgaver er at bringe Den Europæiske Unions lande tættere sammen ved at investere i dens fattigste regioner og samfund. Det har vi haft succes med at gøre i over 60 år. EIB's samhørighedsretningslinjer for de næste syv år opstiller et nyt klart mål, således at vores samhørighedstiltag kan imødegå de aktuelle socioøkonomiske og miljømæssige udfordringer. Vi skal især sikre, at ingen mennesker eller steder bliver ladt tilbage i Europas omstilling til en moderne, kulstoffattig, klimarobust og digital økonomi og et ditto samfund."

EIB og samhørighed

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) som ejes af medlemsstaterne, varetager Den Europæiske Unions langfristede långivning. Den stiller langfristet finansiering til rådighed til sunde investeringer for at bidrage til EU's politiske mål. Finansiering af projekter, der bidrager til at styrke EU's økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, har udgjort kernen i EIB's finansieringer, siden Banken blev grundlagt i 1958. Gennem de seneste syv år har vi stillet 123,8 mia. euro til rådighed i EU's samhørighedsregioner. I 2020 alene udgjorde finansieringen næsten 20 mia. euro. Økonomiske modeller viser, at EIB's långivning har haft en stor makroøkonomisk effekt på samhørighedsregioner – med en BNP-effekt på op til 2 pct.

Vores långivning i samhørighedsområder dækker hele spektret af økonomisk aktivitet og skal høre under mindst en af EIB's fire prioriteter: innovation, infrastruktur, små og mellemstore innovative virksomheder (SMV) og miljømæssig bæredygtighed. De prioriterede regioner, der er omfattet af EIB's samhørighedsmål, er mindre udviklede regioner (BNP pr. indbygger under 75 % af EU-gennemsnittet) og overgangsregioner (BNP pr. indbygger mellem 75 % og 100 % af EU-gennemsnittet), som angivet i kortet over EU's samhørighedspolitik (se bilag 1).

Download samhørighedsretningslinjerne

Læs næstformand Lilyana Pavlovas artikel: Samhørighedspolitikken moderniseres for at hjælpe med at bekæmpe klimaforandringer i de fattigste EU-lande (eib.org)

Medieinterviews

Kontakt os, hvis du er interesseret i at interviewe EIB's næstformand Lilyana Pavlova, næstformand Ricardo Mourinho Félix eller vores eksperter.

Bilag 1:

>@EIB