- EIB-Gruppen indgik aftaler til en værdi af 83,8 mia. EUR, som støttede investeringer til et samlet beløb på omkring 280 mia. EUR i 2016
- Rekordstor finansiering på over 33 mia. EUR til SMV'er
- EIB-Gruppens indsats inden for investeringsplanen for Europa forløber efter planen
- Werner Hoyer: Der skal forandringer på bordet. Politiske reformer og lovgivningsreformer er absolut nødvendige i 2017
Formanden for EU's bank, Werner Hoyer, har præsenteret EIB-Gruppens bidrag til jobskabelse og vækst i Europa, der består i støtte til projekter og investeringer i SMV'er, vigtig infrastruktur, innovation og miljø. I en tale i Bruxelles i dag sagde formanden: “I usikre tider har EIB-Gruppen vist, at en ægte europæisk tilgang til investering giver resultater.” Samtidig advarede han dog: “Opsvinget går stadig langsomt. Der skal ske en reel intensivering af reformer i 2017. Vi er nødt til at sikre, at investeringerne ikke holdes tilbage på grund af unødige lovgivningsmæssige flaskehalse. Der skal forandringer på bordet.”
Alt i alt indgik EIB og EIF aftaler til en værdi af 83,8 mia. EUR, som støttede investeringer til et samlet beløb på omkring 280 mia. EUR i 2016.
Øget støtte til mindre virksomheder
Werner Hoyer præsenterede de seneste resultater fra EIB-Gruppen, som består af Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond (EIF). Han berettede om en rekordstor finansiering i 2016 på mere end 33 mia. EUR til Europas små og mellemstore virksomheder (SMV'er). EIF's øgede støtte til virksomheder er drivkraften bag dette resultat. I 2016 støttede EIB-Gruppen omkring 300.000 virksomheder, der beskæftiger mere end 4,4 mio. ansatte.
Werner Hoyer: “I store dele af Europa er der stadig SMV'er, som ikke har adgang til finansiering. SMV'er er selve rygraden i Europas økonomi. Det er dem, der skaber arbejdspladser, og deres kapacitet med hensyn til innovation og fleksibilitet gør dem særlig vigtige for Europas konkurrenceevne og for borgernes trivsel. I 2016 skete der også et betydeligt skifte i den type finansiering, som EIB-Gruppen yder, med flere mindre lån, som primært går til innovative mindre virksomheder. Innovation er svaret – EIB-Gruppen vil gøre 2017 til innovationens år.”
Finansiering af konkurrenceevne og vækst
De sektorer, som støttes af EIB-Gruppen, har stor betydning på grund af deres langsigtede virkning på konkurrenceevne og vækst. I 2016 gik næsten 20 mia. EUR til infrastruktur. Omkring 17 mia. EUR gik til miljøprojekter. Der blev ydet over 13 mia. EUR til innovation og højhastighedsbredbåndsforbindelser. Inden for klimatiltag har EIB for syvende år i træk overgået sit mål og ydet over 19 mia. EUR, som skal bidrage til at afbøde klimaforandringer og til tilpasning til virkningen af disse. Dette udgør 26 % af EIB's samlede långivning i 2016.
EIB rejser penge på kapitalmarkederne
EIB er selvfinansieret, idet Bankens långivning hovedsagelig finansieres ved obligationsudstedelse på de internationale kapitalmarkeder. Selv om der sidste år var perioder med usikkerhed på markedet, lykkedes det Banken at rejse 66,4 mia. EUR fra investorer i hele verden. 10 år efter vores banebrydende initiativ til de første grønne obligationer er vi stadig den største udsteder og har siden 2007 rejst over 15 mia. EUR til klimaprojekter.
Investeringsplanen for Europa forløber efter planen, men der er brug for reformer
EIB-Gruppens forretninger, der bakkes op af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), og som udgør kernen i investeringsplanen for Europa, forløber efter planen. I det første halvandet år har EIB-Gruppen godkendt mere end 420 finansieringsforretninger, der forventes at støtte investeringer på 164 mia. EUR.
Werner Hoyer: “Investeringsplanen for Europa har ændret den måde, Banken arbejder på. Vi har skabt nye produkter, vi har skabt forbindelser til nye kunder – tre fjerdedele af vores kunder er nye – og vi har opbygget nye partnerskaber, især med de nationale erhvervsfremmende banker. Med en udvidelse af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer vil Europa være bedre rustet til udfordringerne i en verdensøkonomi i forandring."
Formanden advarede mod at hvile på laurbærrene. Ifølge EIB's undersøgelser forventer kun en tredjedel af de europæiske virksomheder at øge investeringerne i det kommende år. “De adspurgte virksomheder siger, at den politiske og lovgivningsmæssige usikkerhed er de største hindringer for investeringer. EFSI kan ikke skabe forandringer alene. Vi er nødt til at skabe de rette betingelser for investeringer. På EU-niveau skal vi intensivere indsatsen for at gennemføre det indre marked, og på medlemsstatsniveau skal vi fremskynde lovgivningsreformer."
Job til unge
Werner Hoyer opfordrede til en vedvarende indsats i bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløshed. Siden EIB's program "Skills and Jobs – Investing for Youth" blev søsat i 2013 har det skaffet mere end 37 mia. EUR til projekter, som skaber arbejde og bedre kompetencer til unge.
Håndtering af migrationsudfordringen
EIB leverer et mærkbart bidrag til EU's eksterne politiske mål. I 2016 blev der ydet 3 mia. EUR, som EIB havde afsat som led i en treårig EU-støttepakke til Ukraine på 11 mia. EUR. Hermed støttes konkurrenceevne, resiliens, energisikkerhed og livskvalitet for borgerne i Ukraine.
Hvad angår den aktuelle migrationsudfordring, opfordrede Werner Hoyer til et stærkere europæisk engagement uden for EU og en justering af udviklingspolitikken: “Vi er nødt til at styrke den økonomiske resiliens og stabilitet i de lande, som er mest berørt af den aktuelle flygtninge- og migrationskrise, og håndtere de grundlæggende årsager til migration.” Desuden understregede han: “Med sit initiativ til at styrke økonomisk resiliens er EIB parat til at supplere EU's eksterne investeringsplan med en hurtig mobilisering af yderligere finansiering til støtte for bæredygtig vækst, vigtig infrastruktur og social samhørighed.Vi vil fremme beskæftigelsesmuligheder i både værts- og flygtningesamfund."
Inden for initiativet til at styrke økonomisk resiliens vil EIB øge sin støtte til de sydlige nabolande og Vestbalkan med 6 mia. EUR, hvorved de samlede EIB-støttede investeringer i disse regioner øges fra 20 til ca. 35 mia. EUR frem til 2020.
Note til redaktionen:
Alle tal er ureviderede og foreløbige.
Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som ejes af medlemsstaterne, varetager Den Europæiske Unions langfristede långivning. Den stiller langfristet finansiering til rådighed til sunde investeringer med henblik på at bidrage til EU's politiske mål.
Den Europæiske Investeringsfond (EIF) er en del af Den Europæiske Investeringsbank-Gruppe. Dens vigtigste opgave er at støtte Europas mikro- og små og mellemstore virksomheder (SMV'er) ved at hjælpe dem med at få adgang til finansiering. EIF udformer og udvikler venture- og vækstkapital, garantier og mikrofinansieringsinstrumenter, der er specifikt målrettet dette markedssegment. I denne rolle fremmer EIF EU-mål, som støtter innovation, forskning og udvikling, iværksættervirksomhed, vækst og beskæftigelse.
- Videoer og billeder af projekter fra 2016 til brug for tv og presse kan downloades
- Livestreaming af pressekonference
Presentation and speech
EIB Factsheets
Highlights 2016 [EN]
EIB Group in figures: countries overview 2016 [EN]
EFSI in 2016 [EN]