- Kyriacos Kakouris bliver medlem af direktionen for EU's bank
- Han afløser Lilyana Pavlova, som har været næstformand i EIB siden 2019
Det er med glæde, at Den Europæiske Investeringsbank (EIB) kan meddele, at Kyriacos Kakouris er blevet udnævnt til medlem af Bankens direktion. Han bliver hermed EIB's første næstformand fra Cypern. Udnævnelsen er resultatet af en afgørelse truffet af Bankens ejere, EU's medlemsstater.
Kyriacos Kakouris er uddannet økonom og har været medlem af EIB's bestyrelse i næsten 20 år, i nogle af årene som forperson for Bankens udvalg vedrørende deontologi og compliance. Inden udnævnelsen til næstformand i EIB var han direktør for Internationale Finansielle Institutioner og Centralregeringens Finansforvaltning og derefter direktør for Strategi og Koordination i Cyperns finansministerium.
"Cypern udpegede mig til EIB's bestyrelse, da vores land blev medlem af EU, og jeg har erfaret, at Banken er et fremragende redskab til at nå fælles mål, hvor en stærkt tiltrængt finansiering kanaliseres til projekter inden for social samhørighed, konkurrenceevne og innovation", udtaler Kyriacos Kakouris. "Det er en ære at blive næstformand i en institution, der støtter så mange forskellige sektorer, hele tiden til gavn for befolkningen i Europa og resten af verden."
Kyriacos Kakouris afløser Lilyana Pavlova, som har været næstformand siden november 2019.
"Kyriacos var EIB's længst siddende bestyrelsesmedlem, og han vil være en sikker hånd på roret i vores direktion i disse tider, som har medført udfordringer for Europa og hele verden", udtaler EIB's formand Werner Hoyer. "Jeg vil gerne takke Lilyana for hendes særdeles værdifulde indsats gennem de seneste fire år og ønske hende alt godt fremover."
"Jeg har igennem de seneste fire år nydt det særlige privilegium at være en del af EIB-Gruppens familie og arbejde tæt sammen med engagerede kolleger og modparter," udtaler Lilyana Pavlova. "I en tid præget af usikkerhed har vi navigeret gennem udfordringer skabt af covid-19-pandemien og den russiske invasion i Ukraine og gjort en varig forskel for borgernes liv i hele EU og i andre lande. Jeg er glad for, at Kyriacos Kakouris bliver min efterfølger som næstformand. Han kender Banken rigtig godt, og jeg ønsker ham held og lykke i hans nye funktion."
Direktionen er EIB's udøvende kollegiale fuldtidsorgan. Den består af ni medlemmer – formanden og otte næstformænd. Under formandens ledelse og bestyrelsens kontrol fører den tilsyn med Bankens løbende aktiviteter, ligesom den forbereder og drager omsorg for udførelsen af bestyrelsens beslutninger. Dens medlemmer udpeges af styrelsesrådet, der består af EU's finansministre, efter forslag fra bestyrelsen.
Om Den Europæiske Investeringsbank
EIB-Gruppen, som ejes af EU's medlemsstater, varetager EU's langfristede långivning. Den består af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Investeringsfond (EIF). Den finansierer sunde investeringer, der bidrager til EU's politiske mål, bl.a. social og territorial samhørighed, konkurrenceevne, innovation og en retfærdig omstilling til klimaneutralitet.
Som reaktion på krigen i Ukraine har EIB øget sin finansiering til ren energi til et rekordhøjt niveau. Hermed støtter Banken kritiske investeringer, der er nødvendige for at befri Europa fra de snærende bånd, som afhængigheden af importerede fossile brændsler udgør. EU's bank har også øget sin finansiering til sikkerhedsprojekter til et hidtil uset niveau.
EIB var den første multilaterale udviklingsbank, som indstillede støtten til fossile brændsler, og Banken har forpligtet sig til at støtte klimainvesteringer på 1 billion EUR i dette årti. Over halvdelen af EIB-Gruppens långivning i 2022 var afsat til projekter inden for klima og miljømæssig bæredygtighed, mens knap halvdelen af EIB's finansieringsaftaler i EU vedrørte projekter i samhørighedsregioner, hvor indkomsten pr. indbygger er lavere. Dette fremhæver Bankens engagement i retfærdig vækst.
EIB-Gruppen er stærkt engageret i innovation i Europa. EIF støtter Europas SMV'er ved at forbedre deres adgang til finansiering via diverse udvalgte finansielle formidlere såsom banker, garanti- og leasingselskaber, mikrofinansieringsinstitutioner og private egenkapitalfonde. EIF udarbejder og tilbyder egenkapital- og gældsfinansieringsinstrumenter, som fremmer EU's mål, og gearer EU-finansieringsværktøjer – som f.eks. InvestEU-programmet – for at støtte entreprenørskab, vækst, innovation, forskning og udvikling, digital omstilling og beskæftigelse. Tidligere på året lancerede den European Tech Champions Initiative, en ambitiøs fund of funds, hvis formål er at sikre, at techpionerer, som er skabt i Europa, bliver i Europa.
EIB's finansieringer uden for EU varetages af EIB Global. Som en central partner i EU's Global Gateway sigter vi mod at støtte mindst 100 mia. EUR i investeringer frem til 2028, en tredjedel af strategiens mål. Med kontorer over hele verden er EIB Global tæt på den lokale befolkning og de lokale virksomheder og institutioner og fremmer stærke Team Europe-partnerskaber med udviklingsfinansieringsinstitutioner.
Få mere at vide om EIB-Gruppens rolle og aktiviteter her.