• EIB-Gruppen indgik finansieringsaftaler for 88 mia. EUR, som støttede over 900 projekter med stor virkning inden for centrale politiske områder som transportinfrastruktur og bytrafik, energi og vandforsyning, digitalisering, nye teknologier, innovation, sundhed, billige boliger, uddannelse og støtte til SMV'er
  • Et rekordhøjt beløb på 49 mia. EUR investeret i grøn finansiering
  • Mere end 21 mia. EUR investeret i energisikkerhed 

I Bruxelles i dag meddelte EIB's formand Nadia Calviño, at EIB-Gruppen indgik nye finansieringsaftaler for næsten 88 mia. EUR til projekter med stor virkning inden for EU's prioriterede områder, bl.a. klimaindsats, bæredygtig infrastruktur og sundhed.

"I hele Europa fremmer EIB-Gruppen EU's prioriteter ved at styrke Europas konkurrenceevne og EU's lederskab inden for grønne teknologier samt bidrage til at skabe en mere tryg fremtid for EU's og verdens befolkninger," sagde Nadia Calviño.

"Gruppen holdt sine løfter. Den opfyldte og overgik sine mål inden for flere af EU's centrale prioriteter. Dette vil blive omsat til konkrete fordele for os alle, lige fra rent drikkevand til bedre offentlig transport, fra bedre adgang til vacciner til større 5G-mobildækning, fra jobskabelse og øget konkurrenceevne til energisikkerhed og -effektivitet," tilføjede formanden.

Med de 349 mia. EUR til grønne investeringer, der er mobiliseret siden 2021, er Gruppen godt på vej til at nå målet om at have støttet 1 billion EUR i grøn finansiering ved årtiets udgang. 49 mia. EUR gik til direkte finansiering af klimaindsats og miljømæssig bæredygtighed i 2023, en stigning i forhold til 2022, hvor beløbet var på 38 mia. EUR.

I 2023 omfattede Bankens investeringer over 21 mia. EUR, der var en del af REPowerEU, et initiativ, der skal mindske Europas afhængighed af fossile brændsler og sætte skub i den grønne omstilling. Den elproduktionskapacitet, som finansieringen gik til, vil kunne levere strøm til 13,8 mio. husholdninger.

I et år, der var præget af stigende ustabilitet rundt om i verden, stillede EIB Global, Gruppens særlige gren målrettet aktiviteter uden for EU, over 8,4 mia. EUR til rådighed til projekter, hvoraf næsten halvdelen gik til verdens mindst udviklede lande og skrøbelige stater. I alt mobiliserede EIB Globals finansiering investeringer for 27 mia. EUR inden for EU-initiativet Global Gateway, hvilket bragte det foran tidsplanen: at nå op på 100 mia. EUR inden for programmet i 2027. Ud over den støtte på næsten 2 mia. EUR, som er ydet til Ukraine siden Ruslands invasion, oprettede Banken EU4U-fonden, der har opbakning fra medlemsstaterne og Europa-Kommissionen. Fondens formål er en yderligere styrkelse af resiliens og genopbygning i Ukraine.

EIB-Gruppen investerede 19,8 mia. EUR i innovation og 20 mia. EUR til at støtte små og mellemstore virksomheder og midcap-virksomheder. Dette kan først og fremmest tilskrives Den Europæiske Investeringsfonds investeringer. Den Europæiske Investeringsfond er EIB-Gruppens organ, der er specialiseret i at stille risikovillig kapital til rådighed, og som sidste år indgik aftaler for næsten 15 mia. EUR i investeringer. Beløbet omfatter 1 mia. EUR inden for European Tech Champions Initiative, som skal gå til opskalering af opstartsvirksomheder inden for disruptive teknologier og forbedring af Europas konkurrenceevne. Blandt andre investeringer med fokus på innovation modtog 19 projekter inden for kunstig intelligens finansiering fra EIB-Gruppen. "I en tid, hvor der er svære vilkår for investeringer, er EIB-Gruppen parat til at spille sin konjunkturudlignende rolle ved at supplere EU-budgettet og støtte EU-medlemsstaternes og vores økonomier, når den imødekommer en stor efterspørgsel i Europa, især fra den private sektor," sagde Nadia Calviño.

"Men vi ved, at de udfordringer, vi står med, kræver en stærkt opskaleret indsats, og netop det kan vi hjælpe Europa med. Alene i denne uge præsenterer EIB-Gruppen nye projekter i Sverige, Rumænien, Italien, Spanien, Frankrig, Polen, Litauen og Bulgarien, der vil støtte nye grønne teknologier lige fra ladestationer til jernbaner, grøn fremstilling af stål og solenergiløsninger.“

Gruppens finansiering i 2023 forventes at støtte ca. 320 mia. EUR i investeringer og at nå ud til 400.000 virksomheder og støtte 5,4 mio. jobs. Mere end 45 % af Gruppens finansiering i EU gik til at støtte samhørighedsregioner, og omtrent 20 % gik til mindre udviklede regioner i EU, hvor bruttonationalproduktet pr. indbygger er under 75 % af EU-gennemsnittet. Den 1. februar 2024 vil Gruppen offentliggøre en oversigt over sine resultater i 2023 fordelt på lande.

"EIB-Gruppen tilfører værdi til alle lande og alle sektorer i EU's økonomi. Vi leverer et stort bidrag til innovation, inklusion, økonomisk sikkerhed og konkurrenceevne på vores kontinent og sørger for at gå ind i et samarbejde, hvor vi end er, og øge virkningen af vores fælles indsats," udtalte Nadia Calviño.

President Calviño speech text and live stream link

Supporting documents and data

Baggrundsinformation

Den Europæiske Investeringsbank, som ejes af medlemsstaterne, varetager Den Europæiske Unions langfristede långivning. Den finansierer sunde investeringer, der bidrager til EU's politiske mål, bl.a. en global retfærdig omstilling til klimaneutralitet.

Den Europæiske Investeringsfond (EIF) er en del af EIB-Gruppen. Dens vigtigste opgave er at støtte Europas mikro- og små og mellemstore virksomheder (SMV'er) ved at hjælpe dem med at få adgang til finansiering. EIF udformer og udvikler venture- og vækstkapital, garantier og mikrofinansieringsinstrumenter, der er specifikt målrettet dette markedssegment. I denne rolle bidrager EIF til nogle af EU's centrale politiske mål som f.eks. konkurrenceevne og vækst, innovation og digitalisering, social virkning, kompetencer og humankapital, klimaindsats og miljømæssig bæredygtighed m.m.