Den Europæiske Union støtter biotekselskabet Bavarian Nordic med et lån på 30 mio. EUR fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Lånet er garanteret inden for Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), der er kernen i investeringsplanen for Europa, hvor EIB er Europa-Kommissionens strategiske samarbejdspartner.
Bavarian Nordic vil bruge finansieringen til at opføre og udstyre en fyldelinje på selskabets eksisterende produktionssted i Kvistgård og herved fremskynde ibrugtagningen af avancerede bioteknologiske produktionsprocesser og -teknologier til fremstillingen af vacciner. Det nye anlæg vil kunne håndtere aseptiske flydende, frysetørrede og levende biologiske produkter og betyder, at det samlede produktionsareal udvides med op til 1 200 m2. Finansieringen vil dække en del af anlægsudgifterne til projektet, der løber fra 2018 til 2020.
"Her har vi et eksempel på en virkelig innovativ europæisk virksomhed", udtaler EIB's næstformand Alexander Stubb. "Når vi taler om sikkerheden i Europa, glemmer vi ofte, at biologiske farer og sygdomme udgør en meget reel trussel, der gør vacciner endnu vigtigere. EIB's finansiering betyder, at Bavarian Nordic kan udvide og herved styrke den europæiske biovidenskabsbranche samt bidrage til det europæiske sikkerhedsinitiativ ved at beskytte mod potentielle trusler fra bioterrorisme."
"Smitsomme sygdomme og bioterrorisme er stadig en af de største trusler mod folkesundheden i Europa og i hele verden", udtaler Paul Chaplin, President & CEO i Bavarian Nordic. "Finansieringen fra Den Europæiske Investeringsbank, der ikke udvander selskabets aktiekapital, giver os fleksibilitet, så vi kan udvide vores produktionskompetencer og samtidig bevare vores fokus på vores førsteklasses vaccineforskning og -udvikling."
Europa-Kommissionens Vytenis Andriukaitis, der er kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed, udtaler: "Global sundhedssikkerhed vedrører hele verden og er et spørgsmål, der prioriteres meget højt af Europa-Kommissionen. Det så vi meget tydeligt i forbindelse med ebolakrisen, hvor vi lærte, at det er nødvendigt at arbejde sammen for at forhindre nye former for trusler. Det EIB-lån, som tildeles i dag inden for Juncker-planen, er endnu et udtryk for det fælles engagement i at støtte EU's kapacitet til at håndtere sundhedstrusler ved at tilskynde til forskning og udvikling af innovative behandlinger af infektionssygdomme, cancer og andre trusler."