>@EIB/EIB

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) øgede sin finansiering af klimaprojekter til 19 mia EUR, som udgjorde hele 30% af Bankens samlede långivning i Den Europæiske Union (EU). Der er tale om en betydelig stigning i forhold til 16 mia EUR i 2009, og det er således endnu en milepæl i indsatsen for at støtte bæredygtig vækst og skabe en fremtid med lavere kulstofemissioner i Europa.

EIB's samlede långivning var i 2010 på 72 mia EUR – 63 mia EUR i EU og 9 mia EUR uden for EU – som støttede ca. 460 store projekter. Hermed er långivningen på vej tilbage til niveauet før krisen, idet Banken tilpasser sin aktivitet til de økonomiske forhold.

EIB fortsatte sit afgørende bidrag til den europæiske genopretning og leverede sidste del af en støttepakke på yderligere 61 mia EUR over tre år, 11 mia EUR mere end oprindeligt fastsat. Små og mellemstore virksomheder (SMV) – der har særlig svært ved at få adgang til finansiering under vanskelige økonomiske forhold – og mindre udviklede regioner i Europa var de vigtigste modtagere af denne ekstraordinære støtte. I løbet af den treårige periode nød ca. 160.000 SMV godt af finansiering fra EIB. Mindre udviklede regioner i Europa modtog støtte i denne periode med finansieringen af ca. 430 projekter.

Formanden for EIB, Philippe Maystadt, udtalte: "Vi fuldførte vores opgave med at støtte den europæiske genopretning ved at finansiere projekter, der stimulerer vækst, innovation og arbejdspladser, og vi er meget stolte over vores rekordstore långivning til klimaprojekter. Opbygningen af en bedre og mere bæredygtig fremtid er det mål, der driver alle vores handlinger."

EIB's støtte til klimaprojekter har stadig fokus på energi (vedvarende energi og energieffektivitet) og bæredygtig transport.

Det lykkedes Banken at øge andelen af vedvarende energi og energieffektivitet i sin portefølje. Over 6 mia EUR af finansieringen i 2010 støttede vedvarende energi, og over 2 mia EUR gik til energieffektivitetsprojekter. De nationale handlingsplaner for vedvarende energi har vist sig at være en vigtig drivkraft for investeringer på disse områder, og alle tre nye teknologier (vind, sol og biomasse) modtog støtte. Inden for transportsektoren spiller EIB en førende rolle med støtte til udviklingen af elektriske køretøjer.

Lande uden for EU modtog i 2010 2 mia EUR i finansiering af klimaforanstaltninger. I de kommende tre år vil Banken øge sin støtte betydeligt til projekter vedrørende bæredygtig energi i disse lande. Baggrunden herfor er den forøgelse af faciliteten for bæredygtig energi på 1,5 mia EUR, som er vedtaget, hvorved faciliteten når op på et samlet beløb på 4,5 mia EUR. Sammen med det klimaforandringsmandat på 2 mia EUR, som er til behandling i Europa-Parlamentet og Rådet, giver dette Banken gode muligheder for at hjælpe EU med at nå sine globale klimamål uden for Europa.

Fremover vil EIB bidrage til gennemførelsen af Europa 2020-strategien, EU's klimamål og dets udenrigspolitiske mål. EIB vil fortsætte med at stille langfristet finansiering og teknisk sagkundskab til rådighed og vil stræbe efter at udvikle nye instrumenter sammen med Kommissionen for at øge kapaciteten til at påtage sig risici til gavn for prioriterede områder som infrastrukturer og SMV.

I 2010 havde Banken et nettooverskud på 2,1 mia EUR.

Note til redaktionen: 

Den Europæiske Investeringsbank er Den Europæiske Unions instrument for langfristede lån.

Den har først og fremmest til opgave at bidrage til integration, afbalanceret udvikling og økonomisk og social samhørighed i EU's medlemsstater.

Ud over støtte til projekter i medlemsstaterne omfatter dens långivningsaktiviteter også finansiering af investeringer i fremtidige EU-medlemsstater og i EU's partnerlande.

EIB tilvejebringer betydelige beløb på kapitalmarkedet, som udlånes på favorable vilkår til projekter, der fremmer EU's politiske målsætninger.

EIB er den største supranationale låntager, og dens vedvarende AAA-kreditvurdering understøttes af en solid støtte fra dens ejere, et stærkt kapitalgrundlag, en fremragende aktivkvalitet, en konservativ risikostyring og en sund finansieringsstrategi.

Klimaprojekter er projekter inden for energieffektivitet, vedvarende energi, transport, skovbrug, innovation (forskning, udvikling og innovation) og tilpasning. For at kunne klassificeres som klimaprojekter skal de opfylde strenge kriterier for deres bidrag til CO2-reduktion, energieffektivitetsmål eller CO2-binding. Kun de mest innovative teknologier (f.eks. sol, vind og biomasse) kan klassificeres som klimaprojekter. Alternativt kan det kræves, at klimatilpasningsdelen udgør mindst 50% af de samlede projektomkostninger.


  • Presentation [EN]
  • Speech [DE], [EN], [FR]
  • List of financing operations in 2010 [DE], [EN], [FR]