Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har ydet et lån på 75 mio. EUR til Chr. Hansen til virksomhedens forskning i og udvikling af innovative løsninger inden for fødevare- og kosttilskudsbranchen, den farmaceutiske industri og landbrugssektoren. EIB's finansiering vil sætte skub i virksomhedens bestræbelser på at udvikle fødevarer med mindre sukker, salt og fedt samt længere holdbarhed.
Lånet fra EIB er øremærket til Chr. Hansens udvikling af naturlige løsninger, der forbedrer stabiliteten af probiotiske kulturer, beskytter landbrugsafgrøder og undersøger anvendelsen af bakterier i forhold til menneskers sundhed. Den globale bioscience-virksomhed vil udvikle nye produkter til den historiske forretning, der omfatter mejeriingredienser til ost og fermenteret mælk, kulturer til kød og vin samt probiotika til mennesker og dyrs sundhed. Samtidig øger Chr. Hansen også sit fokus på menneskers sundhed, navnlig gastrointestinal sundhed, immunforsvaret og kvinders sundhed.
Projektet gennemføres på Chr. Hansens centrale forsknings- og udviklingscenter beliggende i Hørsholm (Danmark) og i Saint-Germain-lès-Arpajon (Frankrig). I løbet af projektperioden, der løber indtil 2018, forventes det, at der bliver skabt 80 nye jobs inden for forskning og udvikling.
EIB's næstformand med ansvar for forretninger i Danmark, Jan Vapaavuori, udtalte: "Støtte til forskning, udvikling og innovation med en vigtig indvirkning på sundheden er en nøgleprioritet for Den Europæiske Investeringsbank, så vi er glade for at støtte Chr. Hansens udvikling af højværdifødevarer. Ved at styrke Europas position som en stor teknologileverandør og støtte kvalificerede beskæftigelsesmuligheder styrker dette projekt Europas globale konkurrenceevne på et område, der gør en reel forskel i menneskers hverdag."
Søren Westh-Lonning, økonomidirektør hos Chr. Hansen, tilføjede: "Vi er glade for at have indgået en aftale om et lån fra EIB. Midlerne vil hjælpe os med at videreudvikle Chr. Hansen ved at tilføre nye, innovative løsninger til vores kunder og forbrugerne."
I løbet af de seneste fem år har EIB investeret omkring 10 mia. EUR i sundhedssektoren. EIB, der varetager EU's langfristede långivning, er forpligtet til at fremme projekter inden for dette område, både ved at støtte moderniseringen og udviklingen af hospitaler og lægecentre og ved at fremme forskning, udvikling og innovation i medicinsk teknologi, bioteknologi og lægemiddelindustrien. Disse projekter forbedrer sundheden ved at fremme innovation og dermed levere bedre sundhedsydelser.