• EIB's formand, Nadia Calviño, deler sin vision for EIB-Gruppen på et uformelt møde i Rådet for Økonomi og Finans (Økofin) i Gent.
  • Kernen i tilgangen er en ambitiøs plan, der skal støtte Europas lederskab inden for den grønne og den digitale omstilling og lukke investeringsgabet inden for innovation, nye teknologier samt fysisk og social infrastruktur til gavn for Europas regioner, virksomheder og borgere.
  • EIB's formand skitserede også planer om at øge EIB-Gruppens finansiering af Europas sikkerhed og forsvar med et stærkt fokus på nye teknologier og kritisk infrastruktur såsom grænsekontrol, cybersikkerhed samt rum- og dual-use-teknologier såsom droner, hvilket giver et nyt afsæt for at støtte nye og stærkere partnerskaber. Arbejdet er nu i gang med Europa-Kommissionen og andre vigtige interessenter om omfanget og definitionen af dual-use-teknologier.

Formanden for Den Europæiske Investeringsbank, Nadia Calviño, delte i dag en ambitiøs strategi med EU's finansministre om at bygge videre på EIB-Gruppens styrker, fokusere på otte centrale politiske prioriteter og udnytte institutionens fulde potentiale. Sigtet med strategien er at fremme vækst og social og territorial samhørighed, at støtte Europas lederskab inden for den grønne og den digitale omstilling samt at øge Europas konkurrenceevne, åbne strategiske autonomi og økonomiske sikkerhed.

Drøftelsen, som fandt sted under det uformelle Økofin-møde i Gent, var den første strategiske udveksling af synspunkter mellem EIB's styrelsesråd og den nye formand, som tiltrådte sit hverv den 1. januar 2024.

Mødet blev afholdt i forlængelse af flere ugers intense møder mellem formanden og bankens individuelle aktionærer, hvor Nadia Calviño besøgte flere hovedstæder og mødtes med ministre og regeringschefer.

Kernen i den tilgang, som EIB's formand præsenterede i dag i Gent, er at lukke investeringsgabet inden for innovation, nye teknologier samt fysisk og social infrastruktur i og uden for EU til gavn for Europas regioner, virksomheder og borgere.

De nye initiativer, der er fremlagt, sigter mod at koncentrere investeringer om afbødning af og tilpasning til klimaforandringer samt energiomstilling, digitalisering og nye teknologier. De omfatter også planer om at øge investeringen i sikkerhed og forsvar, at øge støtten til og opskaleringen af små og mellemstore virksomheder (SMV'er), at styrke den territoriale samhørighed og sociale infrastruktur på områder som uddannelse, sundhed og billige boliger samt at investere i landbrug og bioteknologi. Uden for Den Europæiske Union fokuserer strategien på støtte til Ukraine og en vellykket udvidelsesproces samt på EU's Global Gateway-strategi.

"Jeg glæder mig meget over dagens konstruktive drøftelser med EU's finansministre under ledelse af det belgiske formandskab. Den stærke opbakning fra ministrene til vores strategi vil hjælpe os med at bygge videre på EIB-Gruppens styrker og udnytte dette stærke instruments fulde potentiale til at støtte EU's strategiske prioriteter og tackle nutidens globale udfordringer", udtaler EIB's formand, Nadia Calviño.

Dagens møde blev ledet af Belgiens finansminister og formanden for EIB's bestyrelse, Vincent Van Peteghem. Han sagde: "Europa står over for enorme udfordringer, der kræver massiv finansiering. Som den største multilaterale bank i verden kan EIB hjælpe regeringerne med at mobilisere de midler, der er nødvendige for at finansiere de udfordringer, vi står over for, såsom forsvar, klima og konkurrenceevne. EIB har den rette ekspertise og de rette værktøjer til at få den private sektor med ombord. Ved at sætte et kvalitetsstempel på visse investeringsprojekter giver EIB stærk troværdighed til mere risikable projekter, hvilket gør det muligt for private investorer at komme ombord."

Bygger på EIB-Gruppens styrker med fokus på otte centrale prioriteter

Formand Nadia Calviño præsenterede otte centrale prioriteter for ministrene, som vil hjælpe med at opbygge en mere modstandsdygtig, fair og konkurrencedygtig økonomi: konsolidering af klimabanken, fremskyndelse af teknologisk innovation og digitalisering, øgede investeringer i sikkerhed og forsvar, bidrag til en moderne samhørighedspolitik, udvikling af innovativ finansiering til landbruget og bioøkonomien, øgede investeringer i social infrastruktur, bane vejen for kapitalmarkedsunionen og fokusering af aktiviteter uden for EU på Global Gateway-strategien, støtte til Ukraine og en vellykket udvidelsesproces.

EIB's formand redegjorde også for planer om at øge EIB-Gruppens finansiering af Europas sikkerhed og forsvar med et stærkt fokus på nye teknologier, kritisk infrastruktur såsom grænsekontrol, cybersikkerhed samt rum- og dual-use-teknologier såsom droner. Strategien omfatter også støtte til nye og stærkere partnerskaber. "Vi er allerede i dialog med Europa-Kommissionen og andre vigtige interessenter om omfanget og definitionen af dual-use-teknologier", tilføjede hun.

Blandt de emner, der blev drøftet, var også udviklingen af nye finansieringsværktøjer til strategiske teknologier såsom chips, såvel som økonomiske nøglesektorer, især små og mellemstore virksomheder.

Efter Økofin-drøftelsen vil EIB-Gruppen sammen med sin bestyrelse arbejde på at undersøge og finjustere forslag til:

  • et energieffektivitetsprogram for SMV'er med henblik på at opskalere en central gruppe af grønne og økonomisk effektive teknologier
  • et nyt vandprogram, der skal hjælpe byer, regioner og virksomheder, især landmænd og landbrugssektoren, med at håndtere konsekvenserne af tørke og oversvømmelser samt digitalisere og øge effektiviteten i vandkredsløbet
  • et nyt FASTER-program med henblik på at fremskynde digitalisering og teknologisk innovation i Den Europæiske Union
  • banebrydende finansielle EU-instrumenter, der kan danne grundlag for kapitalmarkedsunionen.

Udnyttelse af EIB-Gruppens fulde potentiale til at lukke investeringskløften

At lukke investeringskløften for at opnå succes med den grønne og den digitale omstilling i Europa kræver fuld mobilisering af offentlige ressourcer, mindre bureaukrati, kortere tid til markedet og en større inddragelse af den private sektor.

EIB's formand, Nadia Calviño, fremlagde også ambitiøse planer om at øge effektiviteten af EIB-Gruppens aktiviteter, f.eks. ved at strømline og digitalisere processer og dermed reducere den tid, det tager for projekter at blive godkendt og realiseret.

EIB er EU's finansielle gren med en balance på over 550 mia. EUR, som har et solidt finansielt grundlag og har opnået fantastiske resultater med investeringer i store infrastrukturprojekter, klima og innovation. EIB fungerer som en katalysator for private investeringer (for hver euro, der anvendes af EIB, mobiliseres der 40 EUR i investeringer) og spiller en kontracyklisk rolle, der bidrager til økonomisk stabilitet. Det giver et meget stærkt grundlag for øge aktiviteterne i de kommende år.

Baggrundsinformation

Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som ejes af medlemsstaterne, varetager Den Europæiske Unions langfristede långivning. Den finansierer sunde investeringer, der bidrager til EU's politiske mål. EIB's projekter forbedrer konkurrenceevnen, er en drivkraft bag innovation, fremmer bæredygtig udvikling, styrker social og territorial samhørighed og støtter en retfærdig og hurtig omstilling til klimaneutralitet.

EIB-Gruppen, som også omfatter Den Europæiske Investeringsfond (EIF), indgik aftaler på i alt 88 mia. EUR i ny finansiering til mere end 900 projekter i 2023, hvoraf 49 mia. EUR gik til grønne investeringer. Disse aftaler forventes at mobilisere omkring 320 mia. EUR i investeringer og at støtte 400 000 virksomheder og 5,4 mio. arbejdspladser.

Alle projekter, der finansieres af EIB-Gruppen, er i overensstemmelse med Parisaftalen. Vi er på vej til at opfylde vores tilsagn om at støtte investeringer i klima og miljømæssig bæredygtighed på 1 billion EUR i tiåret frem til 2030, således som det fremgår af vores klimabankkøreplan. Over halvdelen af EIB-Gruppens årlige finansiering støtter projekter, der direkte bidrager til afbødning af og tilpasning til klimaforandringer samt et sundere miljø.

Omkring halvdelen af EIB's finansiering inden for Den Europæiske Union er rettet mod samhørighedsregioner, hvor indkomsten pr. indbygger er lavere. Det understreger Bankens engagement i at fremme inklusiv vækst og konvergens mellem levestandarder samt en retfærdig grøn omstilling i hele Den Europæiske Union.