Search En menu en ClientConnect
Search
Results
Top 5 search results See all results Advanced search
Top searches
Most visited pages

Europa i en verden i forandring

I en verden i forandring forbereder Den Europæiske Bank sig til 2025 og har fokus på at integrere markeder, forenkle processer og øge sikkerhed og modstandskraft

Hvis 2024 skal beskrives med ét ord, er det "forandring": politisk forandring, hvor over to milliarder mennesker over hele verden har været til stemmeurnerne, og hvor en gennemgribende ændring af den verdensorden, der har præget verden gennem de seneste 80 år, medfører handelsspændinger, konflikter og krig. 

Økonomien er også i forandring med en energirevolution i fuld gang og en stadig stigende anvendelse af kunstig intelligens, der skaber udfordringer for den måde, vi arbejder og lever på. Klimaforandringer giver hyppigere ekstreme vejrfænomener med flere omkostninger til følge, og den grønne omstilling er på vej ind i en ny fase med stadig større økonomisk rentabilitet og banebrydende teknologier. 

En stor del af denne forandring skaber forvirring, og der sættes spørgsmålstegn ved ting, vi har taget for givet. 

Nu, hvor vi snart går ind i 2025, er vi europæere nødt til at tilpasse os denne nye situation. Vi skal forbedre og forenkle alt det, som ikke længere fungerer hensigtsmæssigt, skære ned på bureaukratiet, støtte og motivere borgere og virksomheder og finde løsninger sammen med samarbejdspartnere. 

Det er det, jeg har gjort i 2024. Da jeg tiltrådte stillingen som leder af Den Europæiske Investeringsbank, en af verdens største og mægtigste multilaterale finansielle institutioner, der varetager Den Europæiske Unions finansieringer, havde jeg et klart mål for mit første år, nemlig at lytte og motivere. 

Jeg har besøgt alle EU-medlemsstaternes hovedstæder for at tale med finansministre og regeringschefer om EU's vigtigste prioriteter og for at se, hvordan Den Europæiske Investeringsbank-Gruppes lokale teams udnytter potentialet i idéer, der fødes, og forvandler lokal innovation til konkrete projekter, som fremmer vores økonomiers og samfunds produktivitet og modstandskraft. 

Brandfolk i Athen fortalte mig, hvordan EIB-Gruppens finansiering af overvågningsdroner hjælper med at slukke skovbrande, inden de kommer ud af kontrol. Jeg talte med beboere i socialt boligbyggeri i Valencia og Dublin om, hvordan det forandrede deres liv, da de fik en bolig, og med universitetsrektorer i Nicosia om den transformerende virkning, uddannelse har. Jeg besøgte et centralt vandinfrastrukturprojekt i Barcelona og og laboratorier hos europæiske innovatorer i Amsterdam, Warszawa og København, som modtager støtte via EIB's venturegældsværktøjer for at sætte fart i banebrydende forskning inden for medicinsk teknologi. 

Det, jeg har set og hørt, har givet mig en tro på Europas fremtid og på vores evne til at møde udfordringer med beslutsomhed og et fælles mål for øje. Jeg er også fuldt og fast overbevist om, at vi er nødt til at sørge for, at mulighederne for fremgang og velstand er ligeligt spredt over hele kontinentet i samme grad som det talent, der findes her. 

En ny Europa-Kommission indleder sit arbejde i denne måned, og den vil være inspireret af de tanker, som er udtrykt i de seneste rapporter fra nogle af Europas mest respekterede teoretikere, bl.a. Mario Draghi og Enrico Letta. EIB-Gruppen vil arbejde tæt sammen med Kommissionen og koncentrere sine investeringer om otte centrale prioriteter, som er godkendt af vores ejere, de 27 EU-medlemsstater. 

Under mine besøg i EU's hovedstæder har landenes ledere givet udtryk for deres forventninger til EIB-Gruppen. De har opfordret os til at gøre mere af det, vi er bedst til, nemlig at bidrage direkte til investeringer og fungere som katalysator for privat finansiering. De har bedt os om at fortsætte vores arbejde som klimabank, investere mere i den innovation og teknologi, der er bydende nødvendig af hensyn til vores konkurrenceevne, i samhørighed, i økonomisk overkommelige boliger, landbrug og vandforsyning og desuden støtte Europas sikkerheds- og forsvarsindustri. Alt dette er i gang, og der er tre ting, der skal prioriteres i 2025. 

For det første skal vi af med fragmenteringen. Det er på tide, at vi integrerer vores markeder fuldt ud og indfører incitamenter, værktøjer og klare rammer, som kan kanalisere europæisk kapital ind i produktive investeringer. Vi skal hjælpe virksomheder, idéer og teknologier, som er opstået i EU, til at vokse og blive i Europa. 

For det andet er vi nødt til at forenkle den måde, EU fungerer på, og mindske de administrative byrder, som bremser investeringer i projekter, der forbedrer menneskers liv og styrker vores samfund. 

For det tredje er vi nødt til at øge den finansiering, som skal støtte vores fælles sikkerhed og modstandskraft og fremskynde Europas produktivitet og vækst. 

Disse tre konklusioner er også afspejlet i den nye Europa-Kommissions prioriteter, og de har opbakning fra EU-landenes regeringer. De vil være en rettesnor for EIB-Gruppens arbejde, for når de finanspolitiske og regulerende myndigheder arbejder sammen i balance med vores finansielle værktøjer, kan Europa skabe enhed og sammenhold ud af sin mangfoldighed. 

Europa står ved en korsvej, og de valg, vi træffer, vil være afgørende for, hvilken stemme vi vil have i den nye verdensorden. Vi har gode grunde til at være fortrøstningsfulde. Demokratier er robuste, når man som samfund bevarer troen på sin egen styrke. Ekstremisme, derimod, næres af fortvivlelse og splittelse. 

På trods af modvind er der næppe grund til at tvivle på EU's mål om at skabe en mere tryg, fremgangsrig og bæredygtig fremtid for borgerne. EIB-Gruppen vil spille en strategisk rolle i disse kollektive bestræbelser som en urokkelig støtte i kampen for en bedre verden, hvor vi bidrager til at skabe flere og bedre muligheder for fremtidens generationer.