>@EIB
  • 60 % af kommunerne mener, at de ikke har investeret tilstrækkeligt i modvirkning af klimaforandringer og infrastruktur til tilpasning af klimaforandringer i de seneste tre år
  • 69 % af kommunerne mangler eksperter med kvalifikationer inden for miljø- og klimavurdering, hvilket skaber alvorlige problemer for gennemførelsen af lokale investeringsprogrammer
  • Ca. 80 % af kommunerne giver udtryk for, at mangel på finansiering, langstrakte lovgivningsprocesser og usikkerhed om lovregler udgør hindringer for investeringer

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har offentliggjort konklusionerne af kommuneundersøgelsen fra 2022. 744 kommuner i hele EU deltog i den omfattende undersøgelse, som giver et enestående indblik i tidligere og planlagte investeringer samt de udfordringer og fremskridt, som kommunerne oplever i deres digitale og grønne omstilling. Da kommunerne står for næsten halvdelen af alle offentlige investeringer i EU, er disse konklusioner overordentlig vigtige.

De vigtigste konklusioner af kommuneundersøgelsen fra 2022:

1.     Investeringsgab og udfordringer: Mangel på finansiering samt usikre og langstrakte lovgivningsprocesser afskrækker stadig kommunerne fra at planlægge vigtige investeringer. Når det kommer til gennemførelsen, medfører mangel på kvalificeret arbejdskraft og flaskehalse i forsyningskæderne desuden betydelige begrænsninger.

2.     Mangel på kvalificeret arbejdskraft: Undersøgelsen viser, hvor afgørende det er at sørge for den nødvendige uddannelse af nuværende og fremtidig arbejdskraft. Kommunerne melder om vanskeligheder med at skaffe eksperter med kvalifikationer på miljø- og klimaområdet samt ekspertise inden for teknik og ingeniørarbejde. Disse udfordringer skal adresseres, for at investeringsplanerne kan føres ud i livet og give resultater.

3.     Fokus på den grønne og den digitale omstilling: Modvirkning af klimaforandringer, tilpasning og digital infrastruktur spiller en central rolle i kommunernes investeringsplaner for de næste tre år. Mere end seks ud af ti kommuner giver dog udtryk for, at de er utilfredse med deres tidligere investeringer i modvirkning af og tilpasning til klimaforandringer, mens 40 % er utilfredse med deres investeringer i digital infrastruktur.

4.      Regional ulighed: De europæiske kommuner er kommet længere med deres digitale omstilling end med den grønne omstilling. I højindkomstregioner er andelen af kommuner, som aktivt investerer i begge typer omstilling, større, mens mindre udviklede regioner har udfordringer, der gør det vanskeligt for dem at gøre tilsvarende fremskridt.

Hindringer for kommunale investeringer

>@EIB

Hvor stor en hindring er hver af følgende faktorer for, at I kan gennemføre jeres investeringer i infrastruktur? Er det en stor hindring, en mindre hindring eller slet ingen hindring? , i procent
*Basis: Alle kommuner (ekskl. "ved ikke-/ønsker ikke at svare"-besvarelser)

"Som det fremgår af EIB's kommuneundersøgelse, oplever kommuner i hele Europa store investeringsgab, navnlig inden for modvirkning af klimaforandringer og infrastruktur til tilpasning til klimaforandringer. Det er helt afgørende, at politiske beslutningstagere og interessenter adresserer disse gab og prioriterer bæredygtige og robuste investeringer i en grønnere og mere digital fremtid. Den vedvarende mangel på kvalificeret arbejdskraft, bl.a. i kommunerne, skal adresseres i hele Europa, så der kan banes vej for en fyldestgørende gennemførelse af regionale og fælleseuropæiske investeringsprogrammer", udtaler Debora Revoltella, EIB's cheføkonom.

Næstformand i EIB Ricardo Mourinho Felix udtaler: "Kommunale investeringer er helt grundlæggende, for at borgere og virksomheder kan sikres en sammenhængende støtte. Da kommunerne står for en meget stor andel af offentlige investeringer, er det helt afgørende, at de har de nødvendige ressourcer, den nødvendige ekspertise og stærke samarbejdsnetværk, så gennemførelsen er effektiv. Verden udvikler sig hastigt, og derfor bliver kommunernes rolle i den grønne og den digitale omstilling endnu vigtigere. For at vi kan fremme en bæredygtig praksis på områder som byplanlægning, energieffektivitet, affaldshåndtering og transport, er vi nødt til at øge ekspertisen i hele Europa. EIB's kommuneundersøgelse giver os et indblik i kommunernes tilpasningsstrategier og kaster lys over de betydelige behov, som skal imødekommes fremover".

EIB's aktiviteter i samhørighedsregioner

EIB har i dag ligeledes udsendt en ny rapport med en analyse af EIB-Gruppens aktiviteter i Europas samhørighedsregioner i 2022. Rapporten fokuserer på EIB-Gruppens bidrag til innovation med henblik på en inkluderende grøn og digital omstilling og dens makroøkonomiske virkning. I 2022 stillede EIB-Gruppen 28,4 mia. euro til rådighed til projekter i samhørighedsregioner. Støtten til innovation udgjorde 25 % af EIB's samlede långivning i 2022. Heraf blev 4,6 mia. euro (34 %) ydet i samhørighedsregioner. Grønne investeringer er stigende: Ligesom i 2021 var andelen af EIB-finansierede grønne investeringer højere inden for samhørighedslån end inden for EU's samlede udlån. Dette er i overensstemmelse med EIB's Cohesion Orientation, hvor man forpligtede sig til at øge andelen af långivning til miljø- og klimaprojekter betydeligt i overgangsregioner og mindre udviklede regioner.

Næstformand i EIB Lilyana Pavlova har følgende kommentar: "Da den regionale samhørighed lider under geopolitisk usikkerhed, ankomsten af nye flygtninge og energichok, er det stadig nødvendigt, at byer og regioner omstiller sig for at nå Den Europæiske Unions klimamål og bygge bro over den digitale kløft. Disse udfordringer skal adresseres med innovation. EIB-Gruppen stiller en lang række finansielle og rådgivningsmæssige værktøjer til rådighed til støtte for disse politiske mål, som har haft en konkret effekt".

Flere oplysninger og hele undersøgelsesrapporten kan læses her.

Baggrundsoplysninger

EIB's hovedafdeling for økonomi

EIB's hovedafdeling for økonomi leverer økonomisk forskning og undersøgelser samt en unik analyse af investeringsaktiviteter i og uden for Den Europæiske Union. Desuden støtter den Banken i dens finansieringer og i fastlæggelsen af dens positionering, strategi og politik. Cheføkonom Debora Revoltella leder hovedafdelingen, som består af et team af 40 økonomer.

Den Europæiske Investeringsbank-Gruppes støtte til samhørighed

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) som ejes af medlemsstaterne, varetager Den Europæiske Unions langfristede långivning. Den stiller langfristet finansiering til rådighed til sunde investeringer for at bidrage til EU's politiske mål. Finansiering af projekter, der bidrager til at styrke EU's økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, har udgjort kernen i EIB's finansieringer, siden Banken blev grundlagt i 1958.

Dens långivning i samhørighedsområder dækker hele spektret af økonomisk aktivitet og skal høre under mindst en af EIB's fire prioriteter: innovation (digital og humankapital), bæredygtige byer og regioner, bæredygtig energi og naturressourcer samt små og mellemstore virksomheder (SMV) og mid cap-virksomheder. De regioner, der er omfattet af EIB's samhørighedsmål, er mindre udviklede regioner (BNP pr. indbygger under 75 % af EU-gennemsnittet) og overgangsregioner (BNP pr. indbygger mellem 75 % og 100 % af EU-gennemsnittet), som angivet i kortet over EU's samhørighedspolitik.